Så syng da Danmark

Torsdag den 29. februar kl. 19.00 – ca. 21.00

Højskolesangbogen byder på temaer, der sætter ord på og musik til vores liv. Her er både gamle og nyskrevne sange. Vi kan synge om ”Sprog og ånd”, "Frihed og fællesskab", ”Året”, ”Norden”, ”Historien” og ”Kærlighed”.

Under temaet ”Danmark” finder vi naturligvis nationalsangen Der er et yndigt land, men også H.C. Andersens I Danmark er jeg født og en stribe fædrelandssange skrevet af Grundtvig. Helge Rode/ Carl Nielsens Som en rejselysten flåde fra 1921 følger trop med en hyldest til Danmark, det danske landskab, sindelag og sprog.

Også i nyere tid er der skrevet Danmarkssange. I højskolesangbogen finder vi eksempelvis Trilles blufærdige og intense fædrelandssang Danmark fra 1979, Klaus Rifbjerg/Christian Alvads hjem¬stavns-sang Gamle Danmark fra 1994, Beatrice Vibe og Per Drud Nielsen Mit land (En stribe grønt) fra 2004, Kjartan Arngrims Danmarksfilm fra 2014 inspireret af Folkeklubbens Danmarksturnéer og Sys Bjerres Fædrelandet fra 2015, der tager livtag med danskheden i det 21. århundrede.

Har du en yndlingssang blandt sangene under temaet ”Danmark” eller en anden sang fra Højskolesangbogen, som du holder af? Så tøv ikke, men kom og syng den sammen med os i Ubberud Kultur- og Bevægelseshus.

Peter Nørskov Jørgensen styrer os sikkert igennem sangene fra klaveret, mens Jens Erik Hjelm Rasmussen og Birgitte Hjelm Paulsen synger for. 

Fri entre – der kan købes kaffe og kage i pausen for 35 kr.

Arrangeret i samarbejde med Ubberud-Ravnebjerg Kirker.