Koncert med Juncker Band
Fredag den 18. marts 2022 kl. 20.00
Juncker, en af dansk pop-rocks vigtigste sangskrivere, gæster Ubberud med sine allerbedste hits
Juncker kommer til Ubberud Kultur- og Bevægelseshus direkte fra årets Melodi Grandprix, hvor han sang sin egen ’Kommet For At Blive’. Et nummer, som handler om at sige ja til livet. På scenen i Ubberud bakkes han op af sit band.
Med sin karakteristiske vokal og unikke sangtekster er Juncker en vigtig stemme på den danske musikscene. Han brød igennem med kæmpehittet ”Mogens og Karen” på albummet Snork City. Et ironisk blik på livet bag ligusterhækken i et parcelhuskvarter. Siden har han markeret sig med ørehængere som ”Du er alt jeg har” og coverversionen af Kim Larsen-hittet ”Hvis din far gi’r dig lov”.
I 2014 blev Juncker for alvor folkeeje med sangen ”Havana”, titelmelodien til TV2-succesen ”Kurs mod fjerne kyster”. I 2016 kommer det anmelderroste album ’Bivirkninger’ og i 2018 ”Globus NV”. Heri blandes det lokale med det globale, udlængsel med hjemve. Sidste år kom så albummet "Længere Nede Af Vejen", der bl.a. rummer singlen "Evigheden Mellem Os", som han skrev sammen med Andreas Odbjerg.
Juncker har et skarpt blik for tidens tendenser og ømme punkter. Med lige dele frustration, glimt i øjet og omsorg omsætter han dem til tidløse og tidstypiske tekster, der skaber billeder og sætter tanker i gang hos tilhørerne. I melodierne hører man inspirationer fra både melodisk brit-pop og dansk singer-songwriter tradition, der bl.a. leder tankerne hen på Kim Larsen, Poul Krebs og Michael Falck.
Billetter købes på ticketmaster.dk (søg på Ubberud)
Koncertpris: 225 kr. + gebyr
Har du lyst til at spise inden koncerten, kan vi tilbyde en lækker menu:
Steg, flødekartofler, salater og flutes for 100 kr.
Billetpris inkl. spisning: 325 kr. + gebyr.
Døre og bar åbnes kl. 17.45 for spisende gæster.
For øvrige gæster kl. 18.30.
Baren er åben til kl. 01.00